Død eller levende?

Thylejr-deltager efterlyses!

 

Peter Øvig – efterlyser konkrete oplysning til den nye hippiebog. John Sylvest – eller John Brrun Andersen – anno 1970 i Thy. Året efter var han forsvundet fra egnen – hvad er der blevet af ham?

En markant deltager i Thylejren kaldte sig John Sylvest. Han fortalte, at han skulle lave en dokumentarfilm om lejren - og han var med til at bygge lejrens supermarked. Men hvor er han blevet af? Ved nogen, om han er død eller levende? Han hed formentlig i virkeligheden John Bruun Andersen og blev under dét navn eftersøgt af politiet efter lejren.

Peter Øvig har nu åbnet døren lidt på klem til sit skriveværksted. I de kommende måneder vil han på www.hippienu.dk lægge tekststykker ud fra sin kommende bog ’Hippie 2 – Den sidste sommer’ med det formål at efterlyse konkrete oplysninger til teksten.

Bind 1 ’Hippie’ udkom i efteråret, skabte stor opmærksomhed i medierne og holdt sig i en lang periode i toppen af bestsellerlisterne.

Den første bid af den kommende bog handler som nævnt om John Sylvest, der fik en uforudsigelig og bemærkelsesværdig løbebane under og efter lejren. Thyboen Preben Maaegaard, der var med under Thylejren og de seneste 40 år har stået i spidsen for opbygningen af ’Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi’ i Sdr. Ydby, karakteriserer John Sylvest som en ”førsteklasses distanceblænder”.

Peter Øvig fortæller, at han har haft gode erfaringer med at efterlyse personer og oplysninger på hippie-projektets website. For eksempel fandt han frem til en af de mest myteomspændte hippier ’Profet Olsen’, der var forsvundet ud af landet for mange år siden. ”Om kort tid tager jeg til Litauen, hvor Olsen er ved at bygge en ashram (et sted hvor en åndelig leder samler sine tilhængere, red.) ude i en skov. Derfor går jeg nu et skridt videre og lægger tekststykker ud, som jeg mangler oplysninger til …”

Peter Øvig håber, at det kan føre hans research videre. Det er netop hans kendetegn som en af landets fremmeste dokumentarister – den grundige research. Derfor sætter han nu sin lid til læserne i ’Sagen Sylvest’ og i det første tekststykke fra den kommende bog kan man bl. a. læse: ”Ikke alene havde John Sylvest fået idéen til supermarkedet, han havde også på ingen tid fået Thisted Tømmerhandel til at levere byggematerialerne på kredit. Sylvest havde forklaret ejeren af tømmerhandelen, at han personligt indestod for kreditten og i givet fald kunne betale med pengene fra en stor international filmpris, han netop havde vundet”.

John Sylvest forlod Thylejren, inden den lukkede og gik i gang med et at etablere filmskole og filmproduktion på nedlagte gårde i Thy. Her havde han også held til at overbevise lokale og udenbys firmaer om projekterne, der fik stor omtale i både lokale og landsdækkende aviser. En af dem gik endda så langt som til at bebude, at et ’Hollywood’ på det nærmeste skulle se dagens lys i Thy. Imponerende lød det alt sammen også, når John Sylvest - eller John Bruun Andersen - udlagde teksten for de velvilligt lyttende pressefolks kuglepenne. Ved filmstudierne skulle der bl. a. anlægges en flyveplads så de medvirkende hurtigt kunne komme frem og tilbage. Det var måske dét, der dikterede Hollywood-overskriften.

Men hvor befinder John Sylvest sig i dag - det har indtil nu ikke været muligt at spore ham. Men Peter Øvig er med henvisning til tidligere erfaringer fortrøstningsfuld.

Den 1. maj 1971 kunne Thisted Dagblad fortælle, at alle beboere havde forladt den gård i Helligsøe, hvor den erklærede internationale film- og tv-skole var flyttet til efter en kort tid i Sdr. Ydby.
 

I tekstuddraget fra den kommende bog skriver Peter Øvig:
 

”Dagen før havde John Sylvest været tilsagt til at møde i Retten i Vestervig for at redegøre for den ubetalte regning fra Turistgården i Hurup (efter et mislykket show i Hurup Hallen, red.), men han var aldrig mødt op. Kriminalpolitiet havde derfor efterlyst John Sylvest, der viste sig at have det borgerlige navn John Bruun Andersen. Et par dage senere kunne politiet meddele, at den efterlyste under en tidligere sag var stukket af til Tanger i Nordafrika.”

Det har ikke for Peter Øvig været muligt at følge John Sylvest-sporet længere. Men Preben Maegaard husker, at han en sommer nogle år efter affæren blev opsøgt af kriminalpolitiet, som fortalte, at John Bruun Andersen var blevet anholdt i en lufthavn på Mallorca med et forfalsket pas.

”Politibetjente fortalte, at John havde smuglet narkotika mellem USA og Europa. I San Francisco havde han mødt nogle rige luksus-hippier, som stod og manglede en skipper til at sejle deres skonnert over Stillehavet. John havde bildt dem ind, at han var navigatøruddannet, og efter at have læst et par timer i en bog på biblioteket sejlede han af sted over verdenshavene og blev siden gift på Phillippinerne. Betjentene gav udtryk for, at han var en meget fornøjelig arrestant.”

 

Uden evner var han ikke, denne John Sylvest, hverken i tiden i Thy eller siden. Overbevisende har han været. Men hvor befinder han sig i dag – hvem kan huske ham fra Thy, hvem kan lægge nye brikker til billedet af den ’mystiske’ John Sylvest, der kan føre Peter Øvig videre til et punktum i dette kapitel i den nye hippie-bog.

Foruden hjemmeside-adressen er der endnu et link: http://hippienu.dk/node/231, så man kan skrive direkte på siden i Facebook. Dermed bliver efterlysningsprocessen offentlig. Det har Peter Øvig som nævnt gode erfaringer med, fordi det har vist sig, at den ene oplysning kan føre den næste med sig. 

F.S.